Forbrugsmønster: Kunderne reagerer som forventet på timetariffer

Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter

Sidste år indførte vi hos Radius Elnet timetariffer for at give vores kunder et mere retvisende billede af den faktiske pris på deres elforbrug – og for at motivere dem til at flytte dele af forbruget væk fra spidsbelastningsperioden mellem kl. 17-20 i vinterhalvåret (oktober til marts).

Den stigende elektrificering af samfundet fra elbiler, varmepumper m.m. betyder nemlig, at elnettet vil blive mere og mere belastet fremover, og det er derfor nu, vi skal sætte ind, hvis vi vil ændre indgroede vaner og rutiner i forhold til vores elforbrug. Desuden er det typisk også i spidsbelastningsperioden, at elforbruget er mindst grønt, så der ligger også en klar klimagevinst ved at skubbe forbruget til andre perioder på døgnet.

Lille men signifikant effekt

Nu har vi i Radius undersøgt, om prisjusteringen så også har haft en effekt. Ved at måle på forbruget hos 5.644 privatkunder og mindre erhvervsdrivende i februar-marts 2017 (før timetarifferne) og igen i 2018 (efter timetarifferne) kan vi se, at den højere nettarif mellem kl. 17-20 faktisk har flyttet dele af elforbruget til andre tidspunkter, hvor prisen er reduceret. Elforbruget er faldet med 3,4 % i tidsrummet kl. 17-20, og selvom det lyder som en beskeden ændring, er den statistisk signifikant. I praksis er det ganske lidt forbrug, der reelt kan flyttes i de tidlige aftentimer, og derfor er resultatet også helt i tråd med vores forventninger. Vi har øget bevidstheden og testet kundeadfærden, og vi kan konkludere, at nok er effekten ikke så stor, men den er der.

”Jeg er positivt overrasket over, at man faktisk kan se en effekt, da man jo ikke sparer særligt meget på at flytte rundt på forbruget fra eksempelvis vaskemaskine, tørretumbler og øvrigt almindeligt husholdningsforbrug. Det tegner godt for det egentlige hovedformål med tarifjusteringen, som er at opfordre til, at vi oplader elbilen og bruge varmepumpen med omtanke, når vi får flere af dem ind i vores system – for her er der betydelige besparelser for vores kunder ved at bruge strømmen når den er billigst, og det gavner os alle”, siger direktør hos Radius Elnet, Jens Fossar Madsen.

Læs mere om effekten af timetariffer. Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte Mads Paabøl Jensen

Se alle nyheder