Målerudskiftning

Vi udskifter 1 million elmålere frem til 2020

Målerudskiftningen sker i etaper, og hele processen varer indtil 2020. Vi skal nemlig nå omkring 1 million elkunder, før vi er færdige. Målet er at skifte 1.500 til 2.000 målere om dagen.

Sådan foregår det
Det er firmaet Kamstrup, der står for selve udskiftningen på vores vegne. Når vi kommer til dit område, modtager du i god tid et informationsbrev fra os, og 6-10 hverdage før udskiftningen får du et brev fra Kamstrup med den præcise dato. I brevet står der også, om du skal være på adressen, når vi kommer - det afhænger af, om målerteknikeren har adgang til elmåleren, eller om den er låst inde. Selve udskiftningen tager cirka en halv time, og det er normalt ikke nødvendigt at afbryde strømmen imens.

Når den fjernaflæste elmåler er sat op, går der ca. 2 måneder, før du bliver afregnet med timetariffer, men allerede inden for få dage kan du se dit forbrug time for time – du skal bare henvende dig til din elleverandør.

Inden målerteknikeren kommer, er der et par ting, du lige skal sørge for:

  • Der skal være ryddeligt foran elmålerskabet, så teknikeren kan komme til.
  • Teknikeren skal kunne stå sikkert foran måleren.

Vi har lavet en lille film om målerudskiftningen, og hvordan processen foregår. Se den herunder:

Følg os på Facebook
Få servicebeskeder, gode råd og seneste nyt

Ny tid?
Hvis datoen for målerudskiftningen ikke passer dig, kan du selv ændre tiden på booking.kamstrup.dk. Vær opmærksom på, at du skal bruge dit målernummer og aftagenummer som login. Begge dele står i brevet fra Kamstrup.

Sms-påmindelse?
Hvis udskiftningen af elmåleren kræver, at du er på adressen, kan du tilmelde dig en sms-service på booking.kamstrup.dk, så får du en sms-påmindelse, når der er 48 timer til, at Kamstrup kommer. Det er gratis at tilmelde sig denne service.

Nogle elmålere skal bare aktiveres
Vi har allerede opsat fjernaflæste elmålere hos en række kunder, der alligevel stod for at skulle have udskiftet elmåleren på deres adresse, f.eks. hvis den gamle måler var i stykker. Hvis du er blandt de kunder, får du ikke besøg af Kamstrup. Du får i stedet et brev, når vi begynder at fjernaflæse elmåleren. Og det gør vi, når alle elmålere er udskiftet i området. Så kan vi nemlig etablere det kommunikationsnetværk, der er nødvendigt for fjernaflæsningen. Indtil du får brev om fjernaflæsning på din adresse, skal du aflæse elmåleren årligt – præcis som du plejer.