Radius’ bestyrelsesformand får indflydelsesrig post

Eurelectric har sat en dansker og en spanier i spidsen for det indflydelsesrige DSO-udvalg. Danskeren er Knud Pedersen, formand for Radius Elnet.
Fotokredit: Dansk Energi.

DSO udvalget, som nu har fået en dansk formand, varetager de europæiske eldistributionsselskabers interesse i Eurelectric, og er helt central i forhold til Eurelectrics, organisationen for den europæiske elsektor, interessevaretagelse over for EU-Kommissionen, EU-parlamentet og Det Europæiske Råd.

Fra passiv til aktiv rolle
At varetage de europæiske eldistributionsselskaberne interesser er en stor opgave. Der er således en byge af EU-lovinitiativer på vej, og de kommer til at få afgørende indflydelse på, hvordan fremtidens elmarked skal se ud. Her er de europæiske eldistributionsselskaber et væsentligt omdrejningspunkt, og sektoren forudses at skulle undergå en væsentlig transformation fra at være passiv eldistributør til at være en aktiv spiller, der på neutral vis faciliterer øvrige aktører, der ønsker at bruge elnettet.

Det er baggrunden for, at Eurelectric som noget nyt har valgt et formandsteam for DSO-udvalget. Julio Castro, Executive Vice President fra Iberdrola, er valgt som Knud Pedersens medformand. Iberdrolas eldistributionsselskaber er tilsammen omkring 10 gange større end Radius Elnet. Begge formænd blev valgt af en enig bestyrelse i Eurelectric.

Fra scenen på Eurelectrics årsmøde lød det fra Knud Pedersen, at DSO’erne får en vigtig opgave med at understøtte aktører på markedet, nye som gamle, så de nemt kan udvikle og udbyde produkter til kunderne:

”DSO’erne skal være neutrale facilitatorer, der gør det nemt for aktørerne på elmarkedet. Det betyder også, at vi skal agere ens. Vi skal som elnetselskaber tilbyde aktører og netbrugere de services, som de har behov for fra elnettet, og vi skal også betale aktørerne, hvis de hjælper elnettet - eksempelvis med spændingskvaliteten. Det betyder så samtidig, at vi bliver nødt til at forstå netbrugerne endnu bedre.”