Sikker forsyning til and og steg

Juleaften stiger strømforbruget i de private hjem, når ænder, steg eller gås er i ovnen, og julehyggen sætter ind. Vi er klar til at rykke ud, hvis forsyningen skulle blive afbrudt i Storkøbenhavn, Nordsjælland eller dele af Midtsjælland.
Billede af juletræ med lys

Fra et overvågningscenter i Virum kan Radius døgnet rundt følge med i, hvad der sker i elnettet i Storkøbenhavn, Nordsjælland og dele af Vestsjælland. Ud over at overvåge nettet, sørger medarbejdere for at tage mod opkald fra kunder, som mangler strøm. Og skulle alarmen lyde, kan den vagthavende dirigere teknikere rundt i forsyningsområdet, så de hurtigt er fremme ved det anlæg, der har forvoldt strømafbrydelsen.

”Vi er altid på stikkerne, så kolleger hurtigt kan finde frem til strømafbrydelsen, men det er nu noget helt særligt jule- og nytårsaften. Der skal være strøm i kontakten, når DR sender Walt Disneys juleshow, når der julehygges, og når gås, and og flæskesteg tilberedes,” siger Søren Pedersen, afdelingsleder i Radius.

Thomas Christian Larsen er sammen med Rasmus Ørnhof på arbejde juleaften. Thomas er overvågningsspecialist og har vagten fra kl. 16.00 den 24.12 til morgenstunden den 25.12. Han fortæller, at det især er ved 17.-tiden, at forbruget stiger:

”Her bliver ovnene tændt i rigtig mange hjem, og hvis vi får større afbrydelser i det, vi kalder højspændingsnettet, så er det min opgave hurtigt at lokalisere fejlen og få kolleger ud til det fejlramte anlæg.”

Thomas har planlagt juledagene, så der bliver holdt både ”bagjul” og ”forjul”.
”Ja, vi spreder det over et par dage, så det hele kan gå op.”

Overvågningstekniker Rasmus Ørnhof tager mod kald fra kunder, og han fortæller, at mange selvfølgelig er nervøse, hvis der kommer en afbrydelse: ”Vi ved, at det er en vigtig aften, så vi er på tæerne for at berolige og hjælpe så godt vi kan. De afbrydelser, vi typisk ser, kommer fordi stiksikringer ryger i de små forsyningsskabe ude ved fortovene. Her er det min opgave at få fat i en af de montører, som er på vagt og kan køre ud fra sin bolig. Vi samarbejder også med lokale elinstallatører, så vi er godt dækket ind,” konstaterer Rasmus, som er så heldig, at vagten slutter kl. 20.00. ”Så kan jeg lige nå tilbage til familien og være med til at danse om træet og pakke gaver ud”, siger han.