EnergyLab Nordhavn vinder Energi- & Miljøpris

I hård konkurrence med andre spændende projekter vandt EnergyLab Nordhavn Energiforum Danmarks "Energi- & Miljøpris”. Radius deltager i projektet, og bestyrelsesformand Knud Pedersen gør her status efter et år med batteridrift i Nordhavn.

Energi- & Miljøprisen gives til personer/virksomheder, der har motiveret til en ansvarlig energianvendelse. Det kan være gennem energistyring, energiledelse og energieffektivisering. Ved udvælgelsen af vinderen lægger Energiforum Danmark vægt på, at der skal være opnået væsentlige resultater ved målrettet arbejde. Og det vindende projekt skal have udbredt kendskabet til resultater og metoder til en videre kreds uden for virksomheden.

Knud Pedersen, bestyrelsesformand i Radius, er begejstret for at deltage i Energylab Nordhavn og er glad for anerkendelsen:

”Energylab Nordhavn er som et storbylaboratorium, hvor vi kan teste fremtidens tværgående løsninger inden for bæredygtige energisystemer.”

Projektet gør det muligt for Radius at undersøge, hvordan batterier kan bruges til at udjævne belastningen i elnettet.
”Den viden er nyttig, når vi planlægger nye investeringer i elnettet”, siger Knud Pedersen.
"F.eks. undersøger vi de situationer, hvor vi normalt ville investere i forstærkninger i nettet. Kan vi spare penge, hvis batterier kan udskyde det tidspunkt, hvor vi investerer i en netforstærkning.” fortæller Knud.

Blandt de andre læringer fremhæver han:
”Der er fortsat behov for prisfald, hvis det skal være rentabelt at bruge batterier til at aflaste elnettet. Priserne er godt nok faldet, siden vi købte batteriet, og denne udvikling skal fortsætte.”
”En anden erfaring er, at batteriets egetforbrug af strøm er større end forventet. For Nordhavnsbatteriet er det især køling og ventilation, der trækker i den forkerte retning,” fortæller Knud Pedersen, som også peger på, at batteriet ikke har været i stand til at tjene ret mange penge i det kommercielle marked. Den betaling, batteriet får for at levere fleksibilitet er således ret begrænset.

”Vores ejerskab af batteriet har også lært os at vi skal vide mere om, hvad der foregår i elnettet. Derfor har vi udviklet ny software i form af tre it-systemer”, forklarer Knud Pedersen.
”Med det første system kan vi dimensionere og indkøbe batterier, der passer præcist til behovet for at aflaste elnettet i et givet geografisk område. Med det andet system kan vi få endnu mere præcise prognoser for, hvornår der i det kommende døgn vil være brug for at aflaste et lokalt elnet. Endelig kan vi med det 3. it-system analysere, hvor præcise vores prognoser har været. Det giver et klarere billede af, hvor meget batterikapacitet, der reelt har været brug for.”