Nu tændes tusind julelys .
Og det er ikke noget problem.

Elforbruget stiger i vintermånederne. Det er en kendsgerning. Vi skruer op for varmen, har lyset tændt i de fleste vågne timer og opholder os i det hele taget meget mere inden døre end resten af året. Men december skiller sig ikke mærkbart ud fra de øvrige mørke måneder. Selvom vi fylder haver, altaner og vinduer med lyskæder og farvestrålende pynt, bager brunkager, steger and og koger risengrød i lange baner, så er det ikke julemåneden, der trækker de største veksler på elforsyningen. Tværtimod. 

Faktisk ser vi, at strømforbruget ligefrem falder i indre København i dagene omkring juleaften, fordi Københavnerne for en stor dels vedkommende fejrer højtiden med familie i andre dele af landet. I industriområderne falder forbruget naturligt nok pga. ferielukning, og over hele linjen falder forbruget i dagene efter den 24. december, fordi vi alle sammen slapper af, spiser rester og bare kører på et lavere blus i det hele taget. Sidste vinter var strømforbruget da også højere i januar end i december.  

Der er derfor ikke stor grund til at skrue ned for julehyggebelysningen eller varmegraderne i ovnen. Det er så lidt strøm, det drejer sig om, når man kigger på det store regnskab. Til gengæld er omtanke og sparsommelighed en rigtig god kombination, hvis du drager på januarudsalg og køber hårde hvidevarer eller elektronik. Her betyder det nemlig meget, om du vælger en almindelig A model eller en langt mere energieffektiv A+++ model. Det er nemt at overse energimærkningen eller simpelthen ignorere den til fordel for en lav pris, men det gør en stor forskel for din elregning. Og det er en forskel, du kan mærke hele året.   

God jul. Med god samvittighed.