Grøn omstilling til fremtiden

Den grønne omstilling påvirker det danske energisystem

Det er dyrest at bruge strøm, når elnettet er højest belastet

Den grønne omstilling handler om bæredygtighed – herunder om at nedsætte udledningen af drivhusgasser. Og målet er, at Danmark skal være CO2-neutralt i år 2050. Omstillingen til bæredygtig energiproduktion indebærer et skifte fra fossil energi (olie, kul, gas) til vedvarende energikilder (sol, vind og vand), og det påvirker selvfølgelig det danske energisystem i meget høj grad. Selvom Radius ikke er direkte involveret i produktionen af el, påvirker omstillingen alligevel vores forretning. Og det har konsekvenser for vores kunder.

Sådan bliver eldistributionen påvirket af den grønne omstilling
Som et led i den grønne omstilling er der en forventning om, at det danske samfund vil blive mere elektrificeret. Det betyder, at en større del af vores energiforbrug vil trække på elsystemet, fordi både transport og varme i stigende grad vil blive baseret på el.

I takt med, at andelen af el fra vindmøller bliver større, vil elpriserne variere mere. Og disse prisudsving vil sandsynligvis medføre, at mange kunder vil ændre deres forbrugsmønstre. Samtidig vil flere og flere kunder installere egne solceller og husstandsvindmøller, der kan producere en del af den energi, de forbruger.

Sådan bliver din elregning påvirket af den grønne omstilling
De nye fjernaflæste elmålere er også et led i omstillingen. Når de bliver sat op, bliver der samtidig indført timeafregning og nye principper for tarifering. De nye tariffer vil variere i forhold til, hvornår du bruger el i løbet af døgnet. Jo større belastning af elnettet, des højere tarif. Og omvendt. På den måde får vi et intelligent energisystem, hvor tarifferne afspejler de omkostninger, som forbruget rent faktisk medfører. Du betaler altså, hvad det koster at bruge nettet på præcis det tidspunkt, du bruger det.

De nye elmålere indgår som et led i den grønne omstilling, fordi timeafregning og de nye tariffer giver elkunder et økonomisk incitament til at flytte noget af elforbruget hen til tidspunkter, hvor elnettet er mindst belastet. Det falder typisk sammen med de tidspunkter, hvor der er rigeligt med vind i systemet. På den måde kan vindenergien blive udnyttet bedre, samtidig med at der er mindre brug for at forstærke elnettet. Eksempelvis vil det være en fordel at lade være med at sætte opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler i gang på lige det tidspunkt, hvor alle familier i Danmark laver aftensmad.

Se mere om de fjernaflæste målere

Samspillet mellem de forskellige energisystemer bliver styrket

Alle dele af energisystemet spiller sammen, og derfor er det nødvendigt, at alle parter i energibranchen arbejder sammen for at sikre, at den grønne omstilling bliver så omkostningseffektiv som muligt. Det betyder bl.a., at vi skal tænke på tværs af forsyningsarter for at finde løsninger og udvikle nye teknologi.

Og arbejdet med at tænke på tværs af forskellige forsyningsarter er allerede i fuld gang. I de kommende år er Radius involveret i forsknings- og demonstrationsprojektet EnergyLab Nordhavn, som kører sideløbende med udviklingen af den nye grønne og energivenlige bydel i Nordhavn. Målet med projektet er at udvikle konkrete produkter og driftsløsninger. Med fokus på samspillet mellem el, varme, energieffektivt byggeri og elektrisk transport bliver der forsket i muligheder og løsninger, der gør os i stand til at gennemføre en effektiv og bæredygtig omstilling af energisystemet i fremtiden.