Fjernaflæste målere og timetariffer

Med timetariffer er prisen lavere i 94 % af årets timer 

Fremover vil der være penge at spare, hvis du sætter vasketøjet over i løbet af morgentimerne og lader opvaskemaskinen køre efter kl 20.
 
De nye, fjernaflæste elmålere kan opgøre elforbrug fra time til time. Derfor bliver alle kunder med fjernaflæste elmålere afregnet med timetariffer. Det betyder, at det i nogle af døgnets timer er dyrere at få strøm, mens det i andre tidsrum er billigere. Og det betyder også, at den enkelte elforbruger bliver afregnet på baggrund af sit faktiske forbrugsmønster – i stedet for at blive afregnet efter en fast skabelon, der er ens for alle.

Med de fjernaflæste elmålere følger timetariffer:

  • Fra kl. 17-20 i vinterhalvåret (oktober til marts) er tariffen 83,50 øre/kWh (med moms).
  • På alle andre tidspunkter i løbet af året er tariffen 32,36 øre/kWh (med moms).

Til sammenligning er tariffen for en årsaflæst kunde p.t. 37,51 øre/kWh (med moms).

Tidsrummet kl. 17-20 er den periode, hvor elnettet i boligområderne typisk er mest belastet.

Det er i det tidsrum, de fleste af os laver mad, vasker og tumbler tøj og sætter opvaskemaskinen til at køre – for bare at nævne nogle af de mange gøremål, der trækker strøm i perioden. Og i vinterhalvåret opholder vi os også mere inden døre med lyset tændt og varme på i mange rum.

Der er derfor ikke noget at sige til, at elnettet er særligt under pres i de tidlige aftentimer fra oktober til marts.

Sådan ser elforbruget ud i løbet af et typisk døgn

Grafik over spidslastperioden fra 17-20 - som viser at belastningen er højest om vinteren
Både sommer og vinter er elnettet særligt belastet i timerne fra kl. 17-20, fordi en række af vores daglige gøremål bliver udført i netop det tidsrum. I vinterhalvåret bruger vi ekstra meget strøm til bl.a. lys og varme, fordi vi naturligt opholder os mere indenfor. Grafen illustrerer elforbruget for privatkunder og mindre erhvervskunder.

Med den høje tarif i vintermånederne mellem kl. 17-20 håber vi at kunne motivere vores kunder til at ændre deres forbrugsmønster og flytte dele af deres elforbrug til andre tidspunkter, hvor tariffen er lavere.

Timetariffer betyder, at prisen er hævet i 6 % af årets timer.
I 94 % af årets timer er prisen til gengæld lavere end den, du har betalt hidtil.

Det er dyrest at bruge strøm, når elnettet er højest belastet

Vi tjener ikke flere penge på timetariffer
Radius tjener ikke flere penge med timetariffer. Timetariffer er lavere, end du er vandt til i 94 % af årets timer.

Tarifferne skal sammen med de fjernaflæste elmålere understøtte den grønne omstilling i samfundet ved at motivere til en omfordeling af elforbrug, så vi kan udnytte energien fra vedvarende energikilder bedre.

Det årlige gennemsnitlige forbrugsmønster:
10 %
af elforbruget ligger i tidsrummet kl. 17-20 i vinterhalvåret

48 %
af elforbruget ligger på alle andre tidspunkter i løbet af vinterhalvåret
_______________

42 %
af elforbruget ligger i sommerhalvåret

Hvis dit forbrugsmønster er gennemsnitligt, vil du ikke mærke forskel
Det handler ikke om hvor mange kWh du bruger - Det handler om, hvornår du bruger dem: 

  • Hvis mindre end 10 % af dit elforbrug ligger i tidsrummet kl. 17-20 i vinterhalvåret, vil du fremover spare lidt på elregningen.    
  • Hvis du har et årligt gennemsnitligt forbrugsmønster, vil du ikke kunne mærke forskel.
  • Hvis mere end 10 % af dit elforbrug ligger i tidsrummet kl. 17-20 i vinterhalvåret, kommer du til at betale lidt mere, end du gør i dag - men næppe mere end 10 kr. om måneden med et årligt forbrug på 4.000 kWh. Timetariffer belønner dig, hvis mindre end 10 % af dit samlede elforbrug ligger i tidsrummet 17-20 i vinterhalvåret.

Hvis en stor procentdel af dit elforbrug ligger i tidsrummet kl. 17-20, kan du selv gøre en forskel ved at flytte nogle af de strømkrævende gøremål til andre tidspunkter på døgnet. Ofte handler det blot om at ændre på nogle vaner og rutiner - for eksempel kan du sætte vasketøjet over om morgenen, eller opvaskemaskinen i gang efter kl 20.

Mulige besparelser ved ændring af forbrugsmønster
Herunder kan du se eksempler på, hvad du kan spare med timetarifferne, hvis du flytter dele af dit elforbrug væk fra tidsrummet kl. 17-20 i vinterhalvåret. Vi har baseret eksemplerne på den samlede elpris, du betaler som kunde, og en gennemsnitlig spotpris fra november 2016 til november 2017.

Grafik over mulige besparelser, ved flytning af forbrug på vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine
* Samlet elpris med moms: 2,68 kr/kWh
** Samlet elpris med moms: 2,09 kr/kWh
Tallene er beregnet på basis af følgende gennemsnitlige forbrug: Vaskemaskine: 220 vaske om året. Heraf 120 vaske om vinteren. Tørretumbler: 160 tørretumblinger om året. Heraf 100 tørretumblinger om vinteren. Opvaskemaskine: 220 opvaske om året. Heraf 110 opvaske om vinteren.
Timetariffen er kun en del af din elpris
Din elpris er sammensat af en række forskellige elementer, og timetariffen udgør cirka 13 % af den samlede pris, du betaler pr. kWh. Timetariffen dækker transport af din strøm gennem vores elnet, og de omkostninger transporten medfører. Hvis du har spørgsmål til din elpris, skal du kontakte din elleverandør.
Diagram over elprisens forskellige dele
Timetariffer er ikke en nyhed
Timetariffer er ikke en ny opfindelse. Det nye er, at det nu er alle danskere, der skal have opsat fjernaflæste elmålere med mulighed for timeafregning. Og det skal ske inden 2020. Det besluttede regeringen tilbage i 2013 som et led i den grønne omstilling.

Læs mere om den grønne omstilling

Se nettariffer og afgifter

Timetariffer spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling
Elforbruget forventes at stige samtidig med, at også produktionen fra vindmøller og solceller m.m. er stigende. I takt med, at der bliver produceret større og større mængder vedvarende energi, bliver det sværere at få forbrug og produktion til at hænge sammen.
De vedvarende energikilder er nemlig ikke stabile på samme måde som f.eks. et traditionelt kraftværk. Der er derfor behov for at flytte noget af elforbruget væk fra de tidspunkter, hvor belastningen på elnettet er størst. Og her kommer de fjernaflæste elmålere og timetariffer ind i billedet. Med de nye elmålere er det muligt at afregne forbruget i den enkelte husstand fra time til time, og med timetariffer er der et økonomisk incitament til at ændre på nogle vaner og rutiner. De lavere tariffer i 94 % af timerne gør det billigere at bruge strøm her, mens de øgede tariffer i de sidste 6 % af timerne opfordrer til at spare eller flytte forbrug væk fra disse timer.
 
Har du solceller eller en husstandsvindmølle?
Der er ingen ændringer i timetarifferne for kunder med små strømproducerende VE-anlæg, og evt. overskudsproduktion vil fortsat blive afregnet i forhold til den aftale, du har indgået med Energinet.dk eller Energistyrelsen.

Timetariffer sænker belastningen på elnettet

Hvis tilstrækkeligt mange af os begynder at flytte en del af vores forbrug væk fra tidsrummet kl. 17-20, vil det medføre, at belastningen på elnettet bliver mere jævnt fordelt i løbet af døgnet. Det betyder, at vi – som elnetselskab – kan begrænse og udskyde investeringer i vedligehold og udbygning af nettet. Og eftersom prisen på transport af el bl.a. afspejler udgifter til vedligehold, vil det også være en gevinst for dig som kunde.
Grafik der viser hvordan fjernaflæsning og timetariffer interagerer til at ændre forbrugerens adfærd
De fjernaflæste elmålere muliggør timetariffer, som vil motivere til ændring af forbrugsmønstre. -> Når elforbruget bliver mere jævnt fordelt, kan vi udskyde investeringer i vedligehold og udbygning af elnettet. -> Prisen på transport af el afspejler bl.a. udgifterne til vedligehold. Det bliver derfor også billigere at være kunde.