Fjernaflæste elmålere og grøn omstilling

Elmålere og timetariffer hænger sammen med den grønne omstilling

Den grønne omstilling er i fuld gang i energisektoren. Særligt elsektoren producerer grønnere og billigere el end hidtil. Derfor bliver det også mere og mere attraktivt at bruge el i sammenhænge, hvor man før har brugt andre energikilder. Det kan fx være elektrificering af persontransport med elbiler og af varmeforsyning med eldrevne varmepumper.

Større elforbrug stiller krav til elnettet
Øget elektrificering betyder, at elforbruget forventes at stige over de næste år. Og det stiller krav til elnettet og dets dimensionering: Hvis det stigende elforbrug fordeler sig på samme måde i løbet af døgnet, som det nuværende, vil det kræve udbygning og forstærkning af elnettet. Og det vil blive dyrt. Derfor vil det være en fordel, hvis noget af elforbruget kunne flyttes væk fra de tidspunkter, hvor belastningen på elnettet er størst.

Her kommer fjernaflæste elmålere og timetariffer ind i billedet. De fjernaflæste elmålere er nemlig også en del af den grønne omstilling. Med de nye elmålere er det muligt at afregne forbruget i den enkelte husstand på timebasis.

 

Timetariffer betyder, at prisen er højere 
i 6 % af årets timer, hvor belastningen af elnettet er størst. I 94 % af årets timer er prisen til gengæld lavere.

 

Timetariffer handler om at belønne god adfærd
Timetarifferne varierer for at motivere os alle sammen til at flytte dele af vores forbrug væk fra det tidsrum, hvor elnettet er mest belastet, nemlig fra kl. 17-20 i vinterhalvåret. Og der skal faktisk ikke så meget til. Vi skal ikke holde op med at bruge strøm i de tidlige aftentimer. Vi skal blot tænke lidt over, om nogle af de mere strømkrævende aktiviteter kan flyttes til andre tidsrum. Fx vil det gøre en forskel, hvis vi flytter tøjvask, tørretumbling, maskinopvask, brug af varmepumpe og opladning af elbil væk fra kl. 17-20. Samtidig vil der være penge at spare, fordi vi så flytter de pågældende gøremål til tidsrum, hvor det nu er billigere at bruge strøm end hidtil.

Mål og middel

Timetarifferne er i sig selv kun et værktøj.
Men de er et vigtigt værktøj, fordi de hjælper  med at holde omkostningerne til øget elektrificering og grøn omstilling nede.
Den store forskel skal findes på den lange bane
Trods højere tariffer i vinterhalvåret mellem kl. 17 og 20, er det  vigtigt at hæfte sig ved, at kunder med et gennemsnitligt forbrugsmønster hverken vil betale mere eller mindre på årsbasis, fordi det er en relativt beskeden del af det gennemsnitlige forbrug, der ligger mellem 17-20 i vinterhalvåret. Og da det kun er nettariffen – som udgør en mindre del af den samlede elpris – der bliver hævet, vil det også være begrænset, hvad man som elforbruger vil kunne spare, hvis man flytter dele af sit forbrug. Men set i det store billede er indsatsen vigtig, fordi den hjælper med at fordele belastningen på elnettet mere jævnt henover døgnet. Og det vil mindske behovet for vedligehold og udbygning af elnettet. Den tarif, du betaler for transport af el, afspejler bl.a. udgifterne til vedligehold, så det over tid også vil være en gevinst for dig som forbruger.