Fjernaflæste elmålere

Mere end 1 million elmålere opsat på 2,5 år

Danmark har et mål om at være CO2-neutralt i 2050, og det kræver en række forskellige tiltag at nå det mål. Et af dem er, at alle elkunder skal have en fjernaflæst elmåler inden år 2020.

Med de fjernaflæste elmålere er det nemlig muligt at indføre differentierede tariffer og afregne den enkelte kundes elforbrug på timebasis – i forhold til elprisen på forbrugstidspunktet. Overordnet kan det betyde, at det bliver billigere at bruge el, når få kunder trækker strøm fra elnettet, og dyrere i de timer, hvor der er spidsbelastning.

Læs mere om, hvad timetariffer betyder for dig

Elmålerprojektet i tal
  • Mere end 1.000.000 fjernaflæste elmålere er blevet opsat.
  • 160 målerteknikere har dagligt opsat ca. 2.500 elmålere tilsammen.
  • Hver målertekniker har i snit opsat ca. 15 elmålere om dagen.
  • Den overordnede kundetilfredshed ligger på 86 %.

Forventningen er, at vi som forbrugere vil blive mere opmærksomme på, hvor meget el vi bruger, og hvornår på døgnet vi bruger det. Den indsigt kan få os til at flytte på nogle af de gøremål, som sagtens kan ligge på andre tidspunkter, og på den måde kan vi i fællesskab sprede belastningen af elnettet over flere timer. Rent praktisk bliver det for elkunder også nemmere at skifte elleverandør eller flytte, fordi elmåleren bliver aflæst helt automatisk.

Som elnetselskab kan vi helt konkret bruge de fjernaflæste elmålere til at optimere driften af elnettet på baggrund af måledata. Ved at kigge på indsamlede måledata kan vi nemlig få en bedre indsigt i fx spændingskvaliteten og belastningen i vores net. Og det er vigtig viden, som hjælper os med at sikre en stabil drift også i fremtiden, når den grønne omstilling for alvor trækker på elnettet.

Læs mere om den grønne omstilling

 

Projekt målerudskiftning

I Radius påbegyndte vi allerede i december 2016 det store, lovpligtige arbejde med at opsætte fjernaflæste elmålere hos alle vores kunder. Og i august 2019 nåede vi til elmåler nummer 1 million. Vi er dog ikke helt færdige. Vi fortsætter året ud med opsamling hos et fåtal af kunder, hvor vi endnu ikke har kunnet udskifte den gamle elmåler med en fjernaflæst.

Det er en omfattende og krævende proces at udskifte så stor en målerpark på så kort tid. I alt er mere end 1.000.000 elmålere blevet nedtaget og erstattet med fjernaflæste elmålere i hele vores forsyningsområde. 160 målerteknikere har i gennemsnit sat 2.500 elmålere op
om dagen. Hver eneste tekniker er altså nået omkring godt 15 installationsadresser dagligt.
Derfor er selve udskiftningen også foregået i etaper, så målerteknikerne har kunnet koncentrere sig om mindre geografiske områder med ca. 20.000 kunder ad gangen.

Kundetilfredsheden har været høj hele vejen igennem forløbet. Vores mål var 80 %, men den overordnede kundetilfredshed ligger på hele 86 % i gennemsnit. Og vores kunder har været en meget stor hjælp i projektet: Det betyder alverden for fremdriften i et projekt af denne type, at tidsrammen ikke hele tiden bliver udfordret og skrider. Vores kunder har både været meget forstående og også sørget for at være hjemme til aftalt tid, når vi kom for at skifte elmåleren, og de har en vigtig andel i projektets succes.

Alle kunder kan nu følge deres elforbrug på eloverblik.dk.

Se, hvordan du betjener den fjernaflæste elmåler

Overordnet tidslinje fra 2014-2020:

Grafik over tidslinjen for fjernaflæste målere