Tilslutning til elnettet
Alle borgere, virksomheder og organisationer har ret til at blive tilsluttet elnettet. Som elnetselskab har vi ansvaret for, at elnettet i vores forsyningsområde har kapacitet til, at kunder kan blive tilsluttet på en måde, der matcher deres behov.
En tilslutning til Radius elnet skal altid tilmeldes i samarbejde med en elinstallatør. Ønsker du at tilslutte et anlæg, skal du derfor kontakte en elinstallatør eller anden rådgiver for at komme videre i processen. Du skal sammen med din rådgiver fastlægge dit behov og de nærmere tekniske omstændigheder omkring dit projekt, og det er herefter din rådgiver, der starter processen op med os.
Opgaven med at tilslutte en kunde kan variere meget, og derfor kan tilslutningstiden også være meget forskellig. Tommelfingerreglen er selvfølgelig, at jo større dit tilslutningsbehov er, jo længere tid tager det – men alle tilslutningssager er unikke, og der kan være andre forhold, der gør sig gældende. Derfor er det vigtigt at starte dialogen med os tidligt. Under dialogen kan vi gøre dig og din rådgiver klogere på, hvornår du kan forvente at have strøm i kontakten.
Din rådgiver kan finde relevant information og kontakte os
Tilslutningsbidrag og tariffer
Du skal betale et tilslutningsbidrag for at blive tilsluttet det kollektive elnet. Tilslutningsbidraget afhænger af, hvor meget strøm du ønsker at kunne bruge eller producere, og hvilket spændingsniveau du skal tilsluttes på.
Når anlægget er tilsluttet til elnettet og sat i drift, skal du betale tariffer for brug af elnettet.
Du kan finde oplysninger om tilslutningsbidrag og tariffer herunder, og vi opfordrer til, at du sætter dig ind i, hvad det indebærer for dit projekt.