Et nyt landstrømsanlæg i Københavns Nordhavn skal snart forsyne krydstogtskibene, mens de ligger ved kajen. I dag blev der taget første fysiske spadestik.
Der skal meget energi til at forsyne de store krydstogtskibe i Københavns Havn. Også selvom bådene ligger stille. Derfor er der i dag taget første fysiske spadestik til et landstrømsanlæg, som skal forsyne skibene med strøm i stedet for fossile brændsler, mens de ligger ved kajen.
Det er netselskabet Radius, der indledningsvis skal sikre forsyningen til anlægget, indtil Energinet overtager i 2027.
Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Radius, glæder sig over, at projektet nu rigtig er i gang.
”Der går et stort arbejde forud for denne dag, og vi er utrolig glade for at kunne spille en rolle i det her vigtige projekt. Den grønne omstilling af vores energiforbrug finder sted overalt i samfundet lige nu, og København er en by med et stærkt klimafokus. Derfor giver det rigtig god mening, at de besøgende krydstogtsskibe snart kan blive forsynet med strøm,” fortæller han.
Radius’ driftsselskab Nexel opfører en midlertidig transformerstation, som skal være klar til krydstogtssæsonen næste år.
”Det er en kompliceret opgave, når man skal trække kabler til så stort et energibehov gennem Københavns gader. Vores opgave er at sikre, at arbejdet udføres så smidigt som muligt, og at naboerne oplever mindst mulig gene. Der ser vi frem til et tæt samarbejde med alle involverede parter,” fortæller Hans Grundtvig Lindrum, der er funktionschef i Nexel.
Billede 1: Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Radius, og Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i Københavns Kommune
Billede 2: Anders Jørn Jensen, bestyrelsesmedlem i Radius, Anne Skovbro, adm. direktør By & Havn, og Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Radius