Nettilslutningsaftale

Ved alle mellemstore og store tilslutninger, der kræver netudbygning eller forstærkning, udarbejder Radius en nettilslutningsaftale. I nogle processer kaldes nettilslutningsaftalen for et bestillerbrev.

Nettilslutningsaftalen er et aftaledokument mellem kunden og Radius, hvor samtlige forhold omkring kundens adgang til det kollektive elnet er beskrevet.

Nedenstående er blandt andet beskrevet i nettilslutningsaftalen:

Tilslutningspunkt
Tilslutningspunktet er det sted, hvor ejendommens installation er tilsluttet det kollektive elnet. I Radius anviser vi tilslutningspunktet, hvilket sker det ud fra en samlet vurdering af kapaciteten i elnettet, de muligheder Radius vil have for at udnytte og udbygge nettet i fremtiden samt en afvejning af de omkostninger, der vil være forbundet med de forskellige tilslutningsmuligheder.

Leveringsomfang
Leveringsomfanget er den mængde strøm , som kunden er berettiget til at trække fra det kollektive elnet. Leveringsomfanget kan være angivet i ampere (A) eller i effekt (kW/MW/MVA).

Ejer- og driftsledergrænsen
Under ejer- og driftsledergrænsen beskrives kundens og Radius’ ansvarsområde for etablering, drift og vedligehold af Radius’ komponenter.

Derudover indeholder nettilslutningsaftalen information om fysiske forhold for tilslutningen, tekniske og juridiske krav, informationer om etablering af afregningsmåling samt oplysninger om betaling.

Efter indgået aftale

Når aftalen er indgået, og etableringen er betalt, vil Radius arbejde frem mod etableringen af tilslutningen til elnettet. En projektleder fra Radius kontakter kunden og aftaler starttidspunkt og forventet dato, hvor anlægget kan tages i brug.

VIGTIGT

Kundens elinstallatør skal udfylde og indsende en installationsblanket (ISB) til Radius  så tidligt i processen som muligt. Dette er en forudsætning for, at kunden kan sluttes til det kollektive elnet, vælge en el-leverandør og at der kan sættes en elmåler op. Det er desuden vigtigt, at den udfyldte ISB indeholder samme oplysninger, som der er oplyst i nettilslutningsaftalen.

Driftsansvar og sammenkoblingsaftale

Det er et lovkrav, at alle højspændingskunder med tilslutningsspænding på min. 1 kV (A-høj, A-lav og B-høj) skal sikre, at driften af deres elektriske anlæg bliver varetaget af en driftsansvarlig virksomhed, der har ansat en driftsansvarlig person, som er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Inden anlægget tages i drift, skal der laves en sammenkoblingsaftale mellem Radius og kundens driftsansvarlige virksomhed.