Vi udskifter 4000 kabelskabe i 2024-25

I 2024 og 2025 gør vi en fokuseret indsats for at få udskiftet en stor mængde kabelskabe i vores forsyningsområde.

Kabelskabene udgør det sidste led i elnettet, før strømmen når frem til dig som kunde. Du lægger måske ikke mærke til skabene i din hverdag, men de diskrete grå eller grønbrune kasser står langs de fleste af vores gader og veje. Hvert kabelskab forsyner et mindre antal kunder med strøm.

Kabelskabe har typisk en levetid på 30-40 år, og i disse år er der en stor pulje af skabe, der trænger til udskiftning. Derfor skifter vi cirka 2000 kabelskabe i Radius Elnets forsyningsområde i 2024 og det samme i 2025.

Sådan påvirker det dig, hvis vi skal arbejde i dit område

Hvis du bor eller har virksomhed i et af de områder, hvor der skal skiftes kabelskabe, vil du mærke arbejdet på to måder:

  • Gravearbejde: Kablerne, der forbinder kabelskabene, er gravet ned. Vi er nødt til at grave en del af kablerne fri for at kunne skifte skabene. Du kan opleve, at trafikken i dit område bliver påvirket af gravearbejdet.
  • Strømafbrydelser: Vi kan være nødt til at slukke for strømmen hos dig flere gange i perioden. Hver strømafbrydelse varer højest fire timer, og du vil få besked forud for strømafbrydelsen.

Du vil have strøm som normalt det meste af tiden. Vi giver dig besked, når det er nødvendigt at afbryde din strøm, så du har mulighed for at planlægge efter det. Varslingen sker via sms eller e-mail, hvis vi har dine kontaktoplysninger, eller via almindeligt brev.

Tilmeld dig vores sms-service

Hvis du vil være sikker på at få rettidig besked om planlagte strømafbrydelser, anbefaler vi, at du tilmelder dig vores sms-service. Så får du en sms fem dage før og igen 24 timer før den planlagte strømafbrydelse. Du får også en sms, når strømmen er genetableret. 

Du kan tilmelde dig vores sms-service her

Hvorfor afbryder vi strømmen flere gange?

Vi arbejder i hvert område i en periode på 3-4 uger. I løbet af perioden vil du opleve, at vi kan være nødt til at afbryde strømmen på din adresse flere gange. Det skyldes, at det er nødvendigt at afbryde strømmen hos alle kunder, der bliver forsynet fra samme netstation, når vi skifter kabelskabe, der er forbundet til stationen. Du kan altså godt opleve at få afbrudt din strøm, selv om vi ikke aktuelt arbejder på det kabelskab, du selv er tilsluttet i.

Kontakt os, hvis du har spørgsmål

Det er Kemp & Lauritzen, der udfører arbejdet for os som entreprenør på opgaven. Derfor er det deres medarbejdere, du vil møde i dit lokalområde – men det er os, du skal henvende dig til, hvis du har spørgsmål.

Du kan kontakte vores kundesupport på tlf. 70204800 alle hverdage mellem klokken 7-15, eller du kan sende os en mail. Din mail vil blive besvaret inden fem hverdage.

Kabelskabe og netstationer – hvad er det?

Hvis du vil vide mere om elnettets opbygning, så se med her, hvor vores kollega Christian forklarer.