Timetariffer og fleksibelt forbrug

Fælles om elnettet

Som elnetkunde skal du have strøm i kontakten døgnet rundt og dermed mulighed for en grønnere hverdag.

Vi skal som samfund frigøre os fra fossile brændstoffer (kul, olie og naturgas) til transport, opvarmning af vores boliger og processer i industrien – af hensyn til både miljø og vores sikkerhed. Alt sammen skridt i retningen mod en grønnere hverdag med mere elektricitet – og det skal der være plads til.

Når behovet for el stiger, skal der gøres plads i elnettet til at transportere strømmen. I Radius sikrer vi et robust elnet, som vi udbygger i takt med behov.

Fleksibelt forbrug

Hvis du kan lægge noget af dit forbrug uden for ”myldretiden” i elnettet, sparer du penge her og nu og bidrager til, at omkostningerne til elnettet holdes nede på sigt. 

Det er oftest dyrest at bruge strøm i tidsrummet 17:00 – 21:00. Her er transport af el dyrest, og det er elprisen som regel også. Til gengæld er det markant billigere på andre tidspunkter af døgnet.

Det er som oftest billigst i tidsrummet 00:00 – 06:00, hvor elnettet er mindst belastet og nettariffen derfor lavest. Nettariffen dækker vores arbejde med at drifte, vedligeholde og udbygge elnettet.

Du kan her se prisforskellen på nettariffen over et døgn i sommer- og vinterhalvåret:

Her kommer fjernaflæste elmålere ind i billedet. De fjernaflæste elmålere er nemlig også en del af den grønne omstilling. Med de fjernaflæste elmålere er det muligt at afregne forbruget i den enkelte husstand på timebasis.

Kan du flytte noget af dit forbrug?

I vinterhalvåret (fra oktober til marts) er elnettet mest belastet og især i tidsrummet 17:00 – 21:00.

I sommerhalvåret bruger vi mindre strøm til belysning og opvarmning, men mønstret er det samme – forbruget er højest sen eftermiddag og aften.

Den stigende elektrificering gør, at elnettet i højere grad skal bygges større og stærkere med flere kabler, netskabe og transformerstationer. Den store variation i nettarifferne dækker over de faktiske omkostninger ved at bruge el på bestemte tidspunkter. Det skal motivere os alle sammen til at flytte noget af vores forbrug væk fra de mest belastede tidsrum – så vi begrænser udvidelserne af elnettet.

Vi ved godt, at man ikke kan flytte alt, og især ikke madlavningen i de tidlige aftentimer. Men måske kan tøjvask, tørretumbling, støvsugning eller opladning af elbilen flyttes uden for tidsrummet 17:00 – 21:00.

Afspil video

Prisforskellens betydning

Samlet set tjener vi som elnetselskab ikke penge på prisforskellen i nettariffen. Det, du betaler mere i de mest belastede tidspunkter, får du tilsvarende billigere på andre tidspunkter af døgnet. Så selv om du vil opleve, at det koster lidt mere at lave aftensmad, betaler du tilsvarende mindre resten af døgnet til for eksempel belysning, køleskab og fryser.