Tilslutning af ladestander og ladeboks

Som led i overgangen til mere bæredygtig transport, bliver der opsat flere og flere ladestandere og -bokse til elbiler, både i virksomheder og lejlighedskomplekser, på offentligt tilgængelige områder og hos private boligejere. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan de bliver sluttet til elnettet. Nogle kræver egen stikledning og leveringsomfang, imens andre kan kobles direkte på ejerens interne net. 

Herunder kan du læse om regler og praksis for de forskellige typer af ladere og brugere.

3 forskellige typer ladestander til 3 forskellige typer brugere

Reglerne for tilslutning af en ladestander til elbil afhænger af, hvem der ejer den ladestander, der skal tilsluttes, og hvor den skal placeres, fx om den er fritstående eller integreret.

Den fritstående ladestander

Den fritstående ladestander er den offentligt tilgængelige ladestander, der ejes af en ladestanderoperatør (typisk placeret ved tankstationer langs motorvejene og på større parkeringspladser i byerne).

Denne type ladestander skal tilsluttes med egen stikledning og eget leveringsomfang.

Den integrerede ladestander​

Den integrerede ladestander hører typisk til en bygning med flere brugere (fx lejere eller medarbejdere), og den er gerne opsat i en parkeringskælder eller på en parkeringsplads, der hører til bygningen.

Denne type ladestander må tilsluttes i bygningens interne net, hvis den er opsat i bygningens parkeringskælder eller på bygningens væg.

Skal ladestanderen være på en parkeringsplads med mange brugere, må den kun tilsluttes i bygningens interne net, hvis ejeren af både ladestander og bygning er den samme. 

Ladestanderen må dog gerne have en ekstern ladestanderoperatør, der er ansvarlig for drift og betaling på ejerens vegne.

Bemærk vedr. elafgift: For at oplade elafgiftsfrit fra eget elproduktionsanlæg (solcelleanlæg og lign.) skal der være overensstemmelse mellem elproducenten og den person/det selskab, der oplader elbil – fx samme CVR-nr. 

I tilfælde, hvor lejere forbruger el fra en boligudlejers produktionsanlæg, kan udlejer blive fritaget for at betale elafgift af lejernes forbrug.

Hvis intet af ovenstående er tilfældet, skal ladestanderen have en særskilt parallelt opsat måler til opkrævning af elafgift på basis af elforbruget.

Den private ladestander/ladeboks​

Den private ladestander er typisk opsat i indkørslen eller på husvæggen hos en privat boligejer, og den er derfor ikke offentligt tilgængelig.

Denne type ladestander må tilsluttes i bygningens interne net, og her er der ikke krav om, at man som boligejer også ejer sin ladestander. Man forbruger selv elektriciteten, og det er derfor ikke noget problem, hvis man blot abonnerer eller lejer sin ladestander hos en ladestanderoperatør.

Bemærk vedr. elafgift: Som elbilskunde med en ladestanderoperatør kan man få elafgiftsgodtgørelse på elforbruget i ladestanderen. Det kræver dog, at elafgiften i boligen ikke allerede er lempet pga. solceller, elvarme m.m.

Hvis boligen har solceller på taget eller er omfattet af elvarmeafgiften, kan det være en fordel med en særskilt parallelt opsat måler til ladestanderen.