Egenproducentbidrag
Fra 1. januar 2026 indfører vi en ny tariferingsmetode for egenproducenter i lavspændingsnettet. Egenproducentbidraget erstatter den nuværende rådighedsbetaling og rådighedstarif.
En ny tariferingsmetode for egenproducenter
Tarifering ud fra anlæggets størrelse
Den nye tariferingsmetode gælder for kunder, der er tilsluttet lavspændingsnettet (C og B-lav), og som har elproducerende anlæg – fx solceller. Metoden erstatter de tidligere rådighedsbetalinger og -tariffer.
Vi beregner egenproduventbidraget ud fra anlæggets installerede produktionseffekt (kW). Det betyder, at betalingen afhænger af anlæggets størrelse – ikke af hvor meget af den producerede strøm kunden selv bruger bag måleren.
Hvem bliver berørt?
- De første 30 kW af den installerede produktionseffekt er fritaget for betaling.
- Har man fx et anlæg på 40 kW, betaler man kun for de 10 kW, der overstiger grænsen (40 – 30 kW).
- Har man 30 kW eller mindre, skal man ikke betale egenproducentbidrag.
Hvorfor er man fritaget op til 30 kW?
Med Tarifmodel 3.0, som blev indført i 2023, er der indført skærpet tidsdifferentiering på forbrugstariffen og en ny indfødningstarif. Det betyder, at mindre egenproducenter med op til 10 kW kapacitet allerede betaler omkostningsægte tariffer – uden behov for et særskilt bidrag.
Samtidig har Forsyningstilsynet, med henvisning til EU-regulering, vurderet, at der ikke må opkræves egenproducentbidrag for anlæg med op til og med 30 kW installeret kapacitet.
Hvorfor indføres egenproducentbidraget?
Flere kunder producerer nu deres egen strøm – fx via solceller. Det ændrer måden, elnettet bruges på. Når anlægget producerer strøm, aftager kunden mindre fra nettet – men det ændrer ikke den maksimale belastning, som nettet skal kunne håndtere. Kunden er stadig afhængig af nettet, når anlægget ikke dækker forbruget – fx om natten eller ved lav sol.
Bidraget skal sikre, at betalingen afspejler den reelle belastning af elnettet.
Tidligere betalte alle mindre egenproducenter det samme faste beløb. Fremover afhænger betalingen af anlæggets størrelse – større anlæg betaler mere, mens de mindste fritages helt.
Batterier og el-lagring
Batterier og lagringsanlæg er ikke omfattet af egenproducentbidraget.