Fremtidssikring af elnettet: Milliardsamarbejde skudt i gang

I dag blev der taget første spadestik til en ny stor transformerstation i Nørre Alslev. Begivenheden markerer startskuddet på et milliardstort samarbejde mellem de østdanske netselskaber Cerius-Radius samt deres driftselskab Nexel og Skanstec Engineering. Sidstnævnte skal nemlig opføre 15 transformerstationer på Sjælland og Lolland-Falster, hvoraf projektet i Nørre Alslev er den første.

Netselskaberne Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab Nexel står med en kæmpe opgave, for elektrificeringen af samfundet er i fuld gang, og elnettet skal derfor forstærkes og udbygges til fremtidens behov. Til at løse denne opgave gennemførte selskaberne sidste år et milliardudbud på 15 af de store transformerstationer i Cerius-Radius’ elnet. Udbuddet blev vundet af Skanstec Engineering, og mandag formiddag lød det officielle startskud til den første af transformerstationerne, som ligger i Nørre Alslev på Falster.

Udbuddet er skruet sådan sammen, at Skanstec Engineering står for totalentreprisen og skal således aflevere transformerstationer, der er klar til idriftsættelse. Anders Vikkelsø, adm. direktør i Nexel, ser frem til samarbejdet, og han glæder sig over, at Skanstec Engineering nu tager hul på anlægsarbejdet.

”Der er fuld fart på den grønne omstilling af vores energisystem, og det stiller store krav til elnettet. I Nexel står vi med ansvaret for fremtidssikringen af nettet i Cerius-Radius’ forsyningsområde, men vi er dybt afhængige af stærke samarbejdspartnere til at løse opgaven. De 15 hovedstationer i udbuddet, som Skanstec Engineering nu skal opføre, bliver afgørende knudepunkter på strømmens rejse gennem det østdanske elnet, og de spiller dermed en central rolle i forbindelse med den øgede elektrificering af samfundet,” fortæller Anders Vikkelsø.

I første omgang er aftalen med Skanstec Engineering i udbuddet på 15 hovedstationer. I aftalen ligger der dog også en option på yderligere byggerier, hvis begge parter ønsker at forlænge samarbejdet.

Hos Skanstec Engineering har man set frem til at komme i gang med anlægsarbejdet, fortæller Ryan Svejstrup Rud, der er associate director.

”Vi er selvfølgelig utrolig glade for, at Nexel og Cerius-Radius har valgt os til denne opgave, og det er fantastisk, at vi nu kan komme i gang med at realisere projekterne. Et stærkt elnet er afgørende for den grønne omstilling af vores energisystem, og vi ser frem til at yde vores bidrag. Og vi ved, at netselskaberne oplever stor efterspørgsel fra nye kunder, der ønsker at tilslutte sig elnettet, så derfor har vi et stort fokus på at forene kvalitet og høj eksekveringsevne med disse byggerier,” fortæller han.

Aftalen mellem Cerius-Radius, Nexel og Skanstec Engineering lyder, at de første syv hovedstationer skal kunne tages i brug af netselskaberne i slutningen af 2026 og i løbet af 2027.