NEKST-arbejdsgruppe kommer med anbefalinger til hurtigere udbygning af elnettet

I dag har regeringens Nationale Energikrisestab, NEKST, fremlagt sine forslag til, hvordan elnettet hurtigere bliver udbygget til nye kunder og fremtidens behov. Cerius-Radius’ funktionschef Agga Hjortkjær har været en del af NEKST’en, og hun glæder sig over resultatet af arbejdet. 

Vi står midt i en tid, hvor vi er ved at lave grundlæggende om på vores energisystem. Meget af den energi, der hidtil er kommet fra gas og olie erstattes med strøm, og det stiller store krav til elnettet. Derfor nedsatte regeringen for et år siden en NEKST-arbejdsgruppe til at komme med deres anbefalinger til, hvordan elnettet hurtigere bliver udbygget til fremtidens behov og elektrificeringen af samfundet. 

Funktionschef hos Cerius-Radius Agga Hjortkjær har været en del af NEKST’en, og hun ser et stort potentiale i de anbefalinger, som den samlede arbejdsgruppe i dag har præsenteret. 

”At udbygge elnettet til fremtidens behov er en afgørende del af den grønne omstilling, og det er en kæmpe opgave. Det gælder både på transmissions- og distributionsniveau. Her er jeg overbevist om, at NEKST’ens anbefalinger kan være med til at gøre en stor forskel,” siger Agga Hjortkjær, og fortsætter: 

”Der er et stort potentiale i for eksempel strømlining og forenkling af miljøprocesser samt arbejdet med arealer, rettigheder og myndighedsgodkendelser. For vi kan se, at det er noget, der fylder meget i vores arbejde, og det har en direkte indflydelse på hastigheden i tilslutningsprocessen for de mange nye kunder, der står og tripper for at høste gevinsterne ved at tilslutte sig elnettet.” 

Cerius-Radius’ funktionschef understreger dog, at der ikke er én mirakelløsning, og at udbygning af kritisk infrastruktur altid vil være en kompleks opgave. 

”NEKST-arbejdet har handlet om at finde løsninger, hvor vi kan øge tempoet, uden at det sker på bekostning af andre helt legitime interesser. Vi blev hurtigt enige om at begrave de lette slogans og billige point. I stedet er vi lykkedes med at arbejde os ned i substansen med respekt for de mange forskellige interesser, der var repræsenteret i arbejdsgruppen,” fortæller Agga Hjortkjær. 

Efterspørgslen vokser 

Selvom NEKST’ens anbefalinger favner bredt, så understreger Agga Hjortkjær, at Cerius-Radius også hele tiden holder et kritisk og konstruktivt blik på egen forretning.  

”Det er ikke nogen hemmelighed, at både Energinet og vi netselskaber har fået voldsomt travlt med en stor vækst i antallet af kunder, og vi må konstatere, at vi historisk ikke har været gearet til at kunne håndtere alle de forskelligartede kundebehov, vi møder i dag. Derfor er vi også i fuld gang med at geare vores organisation til den nye efterspørgsel, som vi oplever fra kunderne.” 

Det handler blandt andet om omfattende udbud på komponenter og eksterne entreprenører, og om rekruttering i Cerius-Radius og netselskabernes fælles driftsselskab Nexel. Hertil kommer udvikling af nye produkter, optimering af interne arbejdsgange og processer samt intensiveret samarbejde med eksterne entreprenører.  

NEKST giver stærkt afsæt 

Selvom NEKST’en officielt slutter sit arbejde her, så er Agga Hjortkjær sikker på, at den brede dialog fortsætter. 

”Nu er anbefalingerne kommet på papir, men det betyder ikke i sig selv, at kunderne bliver hurtigere tilsluttet elnettet. Derfor er der et stort arbejde med at føre det konstruktive arbejde mellem de forskellige aktører videre og få anbefalingerne ud og leve. Det vil uden tvivl gøre en forskel for vores kunder,” siger Agga Hjortkjær.  

Hun tilføjer, netselskaberne allerede har forpligtet sig til at øge gennemsigtigheden og offentliggøre realiserede tilslutningstider for forskellige kategorier af tilslutninger. Dette initiativ har NEKST’en bakket op om i en af rapportens anbefalinger. 

NEKST-arbejdsgruppen  Hurtigere udbygning af elnettet har bestået af følgende medlemmer:

  • Forperson: Kristina Lee, Corporate Vice President, Novo Nordisk 
  • Marian Kaagh, Vice President, Energinet 
  • Agga Hjortkjær, funktionschef, Cerius-Radius 
  • Per Strøm Kristensen, direktør, Infrastruktur, Jysk Energi 
  • Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening 
  • Emil Vikjær-Andresen, Head of Power-to-X, European Energy 
  • Hanne Christensen, CEO, Force Technology 
  • David Tveit, direktør, Energi og Klima, Teknologisk Institut 
  • Christian Sand, forbrugerpolitisk rådgiver, Forbrugerrådet Tænk 
  • Mikael Mikkelsen, Datacenter Director, Microsoft 
  • Christina Føns, teknik- og miljødirektør, Middelfart Kommune