Siden energikrisen har mange elkunder vænnet sig til at holde øje med prisen time for time, men fremadrettet kommer prisen på den europæiske elbørs, Nord Pool, til at skifte hvert kvarter. I den forbindelse er det et krav fra EU, at elnetselskaberne fra den 1. okt. 2025 tilbyder deres privatkunder og mindre erhvervskunder at blive afregnet på baggrund af kvartersmålinger.
Med ændringen ønsker EU at give kunderne tydeligere prissignaler og udnytte energiproduktionen bedst muligt. For når prisintervallerne bliver mindre, så kan elmarkedet bedre reagere på de skift, som opstår fra vind- og solproduktion, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
”Med de nye regler er vi som elnetselskaber forpligtede til at levere kvartersmåling til interesserede kunder. Det sker ved, at kunden enten henvender sig til sin elleverandør, som derefter formidler ønsket videre til os, eller direkte til os. Hvis kunderne ikke gør noget, så fortsætter vi som hidtil med at måle forbrug og produktion på timebasis. På nuværende tidspunkt sker der således kun ændringer for de kunder, som selv aktivt ønsker det,” fortæller hun.
Alle elmålere i Radius’ forsyningsområde understøtter kvartersmåling, og vi opkræver ikke et gebyr fra de kunder, der fremadrettet ønsker afregning på baggrund af kvartersmåling. Kunderne skal således blot henvende sig til deres elleverandører eller os, hvis de ønsker at gøre brug af de nye muligheder.