Borgerenergifællesskaber

En del af den grønne omstilling

Fra den 1. januar 2021 har Elforsyningsloven givet mulighed for at etablere borgerenergifællesskaber. Et borgerenergifællesskab åbner op for mere lokalt engagement i den grønne omstilling, og formålet er, at interessenter som borgere, lokale virksomheder og kommuner i fællesskab tager initiativer til grøn omstilling. Det kan fx være produktion og deling af grøn energi eller opførelse af opladningsinfrastruktur til elbiler.

I takt med at forskellige projekter udvikler sig, bliver elsektoren klogere på, hvordan fællesskaberne interagerer med distributionsnettet. Det vil vise sig, hvordan borgerenergifællesskaberne kan aflaste elnettet, og hvilke tilpasninger i de lovgivningsmæssige rammer og vilkår, der er nødvendige for at optimere sameksistensen med distributionsnettet.

Læs mere i Bekendtgørelse om VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber

Borgerenergifællesskabets opgaver

I et borgerenergifællesskab skal der løses en række opgaver inden for fællesskabet. Ud over den juridiske enhed i fællesskabet, som administrerer fællesskabet i dagligdagen, er der andre aktører, man skal indgå samarbejde med. Fx en rådgiver, der kan hjælpe med den juridiske etablering af et borgerenergifællesskab, en elleverandør, der kan sørge for køb og salg af el, en elinstallatør, komponentleverandør, operatør af ladestandere og et softwarefirma eller andre, som kan hjælpe fællesskabet med at leve op til de lovgivningsmæssige rammer. Dette er fællesskabets ansvar.

Elnetselskabernes rolle

Cerius’ og Radius’ rolle er beskrevet i Elforsyningsloven og består i at sørge for at tilslutte borgerenergifællesskabernes installationer til elnettet. Installationerne bliver målt og afregnet ligesom andre kunder og installationer, der er tilsluttet distributionsnettet, i henhold til de gældende tariffer.

Borgerenergifællesskaber tilsluttes og tariferes ud fra den lokale, fysiske udveksling med elnettet. Det betyder, at elektricitet inden for et borgerenergifællesskab, som udveksles med distributionsnettet, bliver tariferet på samme måde som alle andre elkunder.

Læs mere om tariffer

Tilgængelige måledata

Alle måledata om produktion og forbrug er tilgængelige i Datahub’en, hvis man har en fuldmagt fra borgerenergifællesskabets deltagere. Disse data er sjældent tilstrækkelige til planlægning og drift af fællesskabet. I stedet kan der være behov for realtids-målinger, som fås ved at sætte et HAN-modul i den fjernaflæste elmåler. Data kan bruges i borgerenergifællesskabet til at skabe overblik eller en supplerende afregning (virtuel afregning) mellem medlemmerne af fællesskabet. Denne opgave skal løses af en af fællesskabets aktører/leverandører.

Læs mere om HAN-modul

Udviklingsprojekter

Cerius og Radius ønsker at understøtte borgerenergifællesskaber og indgår i udviklingsprojekter, som bl.a. belyser effekten på elnettet. Cerius og Radius er forpligtede til at samarbejde om at gøre deling af elektricitet nemmere inden for fællesskaberne. Det betyder, at man kan få yderligere data om forbrug og -produktion i tilslutningspunkterne med elnettet. Til planlægningsformål har vi i forskellige udviklingsprojekter bistået med data om vores elnet, som kan bruges til at optimere installationen af enheder, så fællesskabets rådgiver/installatør kan bestille de rigtige tilslutninger i forhold til det enkelte borgerenergifællesskab.

Hvis du har spørgsmål til din tilslutning til elnettet eller til borgerenergifællesskabet generelt, så kontakt vores kundesupport.

Grøn omstilling

Timetarifferne er en del af den grønne omstilling

Der er også penge at spare, når du er opmærksom på, hvornår du lægger dit elforbrug