Forside / Om elnettet / Energifællesskaber
Energifællesskaber
En del af den grønne omstilling
Siden 1. januar 2021 har det ifølge elforsyningsloven været muligt at etablere energifællesskaber.
Hvad er et energifællesskab?
Et energifællesskab åbner op for mere lokalt engagement i den grønne omstilling, og formålet er, at interessenter som borgere, lokale virksomheder og kommuner i fællesskab tager initiativer til grøn omstilling. Det kan fx være produktion og deling af grøn energi eller opførelse af opladningsinfrastruktur til elbiler.
I takt med at forskellige projekter udvikler sig, bliver elsektoren klogere på, hvordan fællesskaberne interagerer med distributionsnettet. Det vil vise sig, hvordan energifællesskaberne kan aflaste elnettet, og hvilke tilpasninger i de lovgivningsmæssige rammer og vilkår, der er nødvendige for at optimere sameksistensen med distributionsnettet.
Energifællesskabets muligheder
I et energifællesskab er det muligt at gå sammen om opsætning af solceller til produktion af el fx som et produktionsanlæg eller mere lokal produktion til eget forbrug. Boligforeningens lejere kan fx samles om afregning og nyttiggøre solenergien i forhold til foreningens egetforbrug inden for en bygning – hvorved der trækkes mindre strøm fra det kollektive elnet.
Det er fx muligt, at lave kollektiv måling i en boligforening, hvor man etablerer VE-anlægget, og hvor lejerne i fællesskab udnytter VE-produktionen inden for en bygning.
Boligforening med fælles produktion og fælles forbrugsmåler
Energifællesskabets opgaver
I et energifællesskab skal der løses en række opgaver inden for fællesskabet. Ud over den obligatoriske juridiske enhed, der skal administrere fællesskabet i dagligdagen, er der andre aktører, som energifællesskabet bør inddrage i arbejdet. Det kan fx være rådgivere, der kan hjælpe med juridiske etablering af energifællesskab eller den tekniske dimensionering, en elleverandør, der kan sørge for køb og salg af el, en elinstallatør, komponentleverandør, operatør af ladestandere med flere, samt andre, som kan hjælpe fællesskabet med at leve op til de lovgivningsmæssige rammer.
Energifællesskabets fordele
Energifællesskabet har et primært formål om at give sine medlemmer miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst. Energifællesskabets rolle består derfor i at sørge for vedvarende energiforsyning til dets medlemmer og derved minimere forbruget af fossile brændsler.
Der findes mange kombinationsmuligheder for at udnytte lokalt produceret energi optimalt og en af fællesskabets opgaver er at vælge den mest optimale og/eller ønskede løsning. Energifælleskabet handler om mere end el- eller varmeforsyning. Fordelen ved energifællesskabet er, at forskellige elementer kan kombineres, så den ”klassiske” forsyning reduceres ved at se samlet på VE-produktion, energilagring og forbrugsoptimering, så fx solceller producerer el til varmepumper, elbilerne oplades når der er overskudsproduktion og batterier som reducerer behovet for strøm fra det kollektive elnet i spidslastningsperioderne, hvor strømmen typisk også er dyrest.
Lovgivning og bestemmelser
Tilslutning af fællesskaber, hvor man ønsker at kombinere forbrug og produktion, er et kompliceret retsområde, hvor håndtering udspringer af såvel elforsyningslovgivningen, elbranchens tilslutningsbestemmelser og myndighedernes praksis.
Radius arbejder for klare og entydige regler og ikke mindst bedre vilkår for energifællesskaber
Gennem de seneste år har Radius arbejdet indgående med energifællesskaber og været i tæt dialog med områdets pionere, bidraget på seminarer og været aktivt involveret i konkrete projekter. Gennem høringssvar og dialog har vi bedt myndighederne om at udarbejde klarere regler på området og arbejdet ser ud til at bære frugt, i Energistyrelsens igangværende lovarbejde med direkte linjer, interne net og lokal kollektiv tarifering.
Radius er gået aktivt ind i lovarbejdet og har forhåbninger om, at der med den kommende lovgivning bliver både klarere og bedre rammer for at etablere lokale energifællesskaber. Gennem høringsprocesser arbejder vi for en hjemmel til, at netselskaberne kan etablere en lokal kollektiv afregning, som gør det muligt at afregne lokale energifællesskaber ved en fælles afregning i ét nyt supplerende målepunkt – og samtidig bevare de individuelle målere og det kollektive net.
Radius’ rolle er beskrevet i elforsyningsloven og består i at sørge for at tilslutte energifællesskabernes installationer til det kollektive elnet. Energifællesskabet bliver målt og afregnet som én samlet elkunde, på samme vis som andre elkunder tilsluttet det kollektive elnet.
Energifællesskaber tilsluttes og tariferes efter almindelige gældende tilslutningsbestemmelser og den fysiske udveksling med elnettet.
Alle måledata om produktion og forbrug er tilgængelige i Datahub’en, hvis man har en fuldmagt fra energifællesskabets deltagere. Disse data er sjældent tilstrækkelige til planlægning og drift af fællesskabet. I stedet kan der være behov for realtids-målinger, som fås ved at sætte et HAN-modul i den fjernaflæste elmåler. Data kan bruges i energifællesskabet til at skabe overblik eller en supplerende afregning (virtuel afregning) mellem medlemmerne af fællesskabet. Denne opgave skal løses af en af fællesskabets aktører/leverandører.
Radius ønsker at understøtte energifællesskaber og indgår i udviklingsprojekter, som bl.a. belyser effekten på elnettet. Radius er forpligtede til at samarbejde om at gøre deling af elektricitet nemmere inden for fællesskaberne. Det betyder blandet andet, at man kan få yderligere data om forbrug og -produktion i tilslutningspunkterne med elnettet. Til planlægningsformål har vi i forskellige udviklingsprojekter bistået med data om vores elnet, som kan bruges til at optimere installationen af enheder, så fællesskabets rådgiver/installatør kan bestille de rigtige tilslutninger i forhold til det enkelte energifællesskab.
Hvis du har spørgsmål til din tilslutning til elnettet eller til borgerenergifællesskaber generelt, kan du kontakte vores kundesupport.