Ting der påvirker dit forbrug

Små ændringer i din hverdag kan påvirke dit elforbrug

Det sker nogle gange, at dit elforbrug er højere eller lavere end det, du oprindeligt forventede. Det kan der være flere grunde til. Herunder kan du se nogle af de situationer, som kan påvirke dit elforbrug, og læse om, hvad du kan gøre.  Hvis du har brug for vejledning om dit elforbrug, så skal du kontakte din elleverandør, som du køber din strøm hos. Se en oversigt over elleverandører i Danmark på www.elpris.dk.

Hvis dit elforbrug ændrer sig

Når du flytter ind i en ny bolig, overtager du et forventet forbrug baseret på den tidligere ejers forbrug. Det betyder, at der både kan have været flere eller færre i husstanden, ligesom de kan have haft helt andre forbrugsvaner end dig. Derfor er det vigtigt at få tilpasset dit forventede forbrug ved indflytning – det kan din elleverandør hjælpe dig med.

Er der en eller flere i din husstand, der er på barsel, er gået på pension eller har mistet sit arbejde, så vil der typisk være nogen hjemme i mange flere timer i døgnet end normalt. Det kan betyde, at der bliver brugt mere el, end der plejer, og du kan derfor forvente at skulle betale ekstra.

Sætter du en elvarmer op i et rum i en kort periode f.eks. over vinteren, kan det have stor betydning for dit samlede elforbrug i løbet af året. Ligeledes kan du have brugt ekstra meget strøm i en periode, hvis du f.eks. har haft opsat en affugter i forbindelse med en vandskade.

Flytter børnene hjemmefra, flytter nogen ind, eller oplever du f.eks. en skilsmisse eller lign., så der bliver flere eller færre personer i din husstand, ændrer dit forbrug sig normalt også.

En varmepumpe forøger eludgiften, men giver samtidig en besparelse på andre områder. En varmepumpe laver nemlig tre gange så mange kWh varme, som den forbruger.

Har du i løbet af året haft gang i større byggeprojekter, vil det oftest give et øget elforbrug. Har du bygget til med ekstra rum, vil det som regel have betydning for dit årsforbrug fremover.

Har du skiftet gamle hvidevarer som køleskab, fryser og vaskemaskine ud med nyere, mere energieffektive apparater, så vil du forhåbentlig opleve en besparelse på din elregning. Har du omvendt fået tv i flere rum eller fået spilkonsoller eller andet, så vil du nok opleve en stigning i dit elforbrug.

Husk at slukke på stikkontakten til apparater som tv, spilkonsoller og andet, der står på standby. Der kan være helt op til 800 kr. at spare om året alene ved, at disse er helt slukket, når du ikke bruger dem.

Hvad kan jeg gøre ved det?

Det er altid en god ide at holde øje med dit elforbrug. Får du en regning, der er meget højere eller lavere end forventet, kan du overveje, hvad der er årsagen til ændringen. Herunder får du også nogen tips til at spare på strømmen.

Tips til at spare på strømmen

Når du bager, så sæt kagen i en kold ovn. Tænd for ovnen når du sætter kagen ind, og sluk 5 til 10 minutter før den er færdig – så sparer du op til 25 %.  Du kan også spare på strømmen, ved at matche kogeplader og gryder bedre. Hvis du bruger for små gryder i forhold til kogepladerne, kan det øge dit elforbrug ved tilberedningen med op til 50 %.

Vent med at vaske tøjet, til det er beskidt, og sænk temperaturen. Færre vaske sparer energi, vand og tid. Hvis du bruger koldtvandsvaskepulver og skruer 20 oC ned for temperaturen, bruger vaskemaskinen 60 % mindre energi.

Du sparer også cirka 5 kr, hver gang, du bruger tørresnoren i stedet for tørretumbler.

Du sparer cirka 35 kr. om året pr. oplader, hvis du hiver opladeren ud af stikket, når mobiltelefonen eller den bærbare pc er ladet op. 

Hårde hvidevarer med A+ og A++ er de mest energieffektive. Hvis du har hårde hvidevarer, der er ældre end ti år, kan det sandsynligvis betale sig at udskifte dem.

Sluk dine halogenlamper ved stikkontakten, ikke på lampens egen kontakt, ellers bruger transformeren også strøm, når lyset er slukket. 

Skift også gerne til sparepærer, der bruger 75 % mindre strøm end glødepærer.

Hver gang du sænker temperaturen i din bolig med én grad, sparer du 5-6 % af det energiforbrug, du bruger på opvarmning. Overvej efterisolering – særligt i forbindelse med ombygning eller renovering. Vær omhyggelig, hvis du gør det selv – forkert udført isolering kan give råd og svamp.

Hvis du ikke allerede har en A-mærket cirkulationspumpe, så kan du spare op imod 8000 kr. på elforbruget om året ved at skifte til en A-mærket.

Husk at slukke for dine elektriske apparater, når du kan. Standby-forbruget udgør op til 10 % af elforbruget i private hjem.

SparEnergi.dk kan du finde mange flere informationer om energibesparelser.  Via Energisparesiden.dk kan du undersøge om dit energispareprojekt kan opnå tilskud fra et energiselskab.