I sommeren 2021 blev ca. 15.000 elkunder i Hillerød en del af Radius’ elnet. Nu har alle kunderne fået installeret nye elmålere fra Radius.
Med installationen af nye elmålere hos ca. 15.000 elkunder i Hillerød er Radius nu færdige med integrationen af de tidligere N1-kunder efter opkøbet af elnettet i området i sommeren 2021. Det betyder nemlig, at elmålerne kører på samme netværk som de ca. 1 mio. øvrige kunder hos netselskabet.
”Elmåleren er fuldstændig afgørende for, at vi som netselskab kan overvåge elnettet og forbruget, så der er robust forsyning og strøm i kontakten til alle kunder. Og vi ser, at strømforbruget bliver mere komplekst hos mange kunder med solceller, batterier, elbiler og varmepumper, og der er det vigtigt med fremtidssikrede elmålere, der kan følge med tiden,” siger Bo Danielsen, funktionschef i Radius’ driftsselskab, Nexel, og fortsætter:
”Kunderne oplevede for alvor værdien af de digitale elmålere, da energikrise rasede. Uden disse målere ville det nemlig være umuligt at følge sit forbrug dag for dag, som næsten blev en folkesport, da priserne toppede,” fortæller han.
Målerne hos de nye Radius-kunder i Hillerød kan blandt andet få fjernopdateret software, uden at det kræver servicebesøg fra teknikere, og de reducerer risikoen for strømafbrud, der kan påvirke elektronik i hjemmet.
Udskiftningen af målerne startede i februar og toppede i perioden fra april til august, hvor der blev udskiftet flere end 2.000 målere om måneden.