Sammen – men helst ikke samtidig

Den grønne omstilling stiller større krav til elnettet – især i myldretiden mellem 17 og 21, hvor mange af os har et højt strømforbrug. Hvis vi fordeler vores forbrug mere jævnt over døgnet, er vi med til at holde behovet for forstærkning af elnettet nede. Sådan passer vi godt på vores fælles elnet.

Ved årsskiftet trådte en ny tarifmodel i kraft hos Radius Elnet og flere andre elnetselskaber. Med den er det dyrere at bruge elnettet i myldretiden mellem klokken 17 og 21 – men til gengæld billigere resten af døgnet.

Afspil video

Elnettet er klar, også i de tidlige aftentimer, når vi alle kommer hjem fra arbejde og sætter gang i madlavning, tøjvask og tv på samme tid.

Men myldretid på elnettet giver en større belastning på systemet. Derfor har en række danske elnetselskaber, heriblandt Radius Elnet, indført en ny tarifmodel, hvor tarifferne varierer, alt efter hvornår på døgnet, du bruger elnettet. Det vil nemlig være til gavn for alle, hvis vi fordeler vores forbrug mere jævnt.

Den nye tarifmodel betyder, at prisen for at bruge elnettet er højere i aftentimerne, hvor belastningen er størst. Til gengæld er det markant billigere på andre tider af døgnet, og allerbilligst om natten.

Det vil sige, at du kan spare penge ved at flytte dele af dit strømforbrug væk fra myldretiden – og i længden bliver det billigere for alle. Så hjælper vi nemlig hinanden med at begrænse behovet for at udbygge og forstærke vores fælles elnet.